Om lidt står december måned for døren med alt, hvad det indebærer af hygge, traditioner og juleaktiviteter. Juleaktiviteter fylder det meste af december i både institutioner, skoler og familier, og de fylder os hvert år med glæde og forventning.
For mig og min familie er juleaktiviteter b.l.a. julebagning, juleklip, brætspil og højtlæsning af julehistorier. Alle disse aktiviteter indbyder til hygge og nærvær i selskab med andre, hvilket sikkert er en af grundene til, at de fleste af os holder fast i dem, men de indbyder til meget mere end det. De er nemlig også propfyldt med masser af muligheder for læring og for træning af færdigheder.
For mig er det vigtigste ved juleaktiviteter dog hyggen, nærværet og muligheden for at lave noget i fællesskab. At aktiviteterne så også indbyder til læring, det, synes jeg kun, er en ekstra bonus.
En bonus som jeg gerne vil dele med jer. Ikke fordi at det er noget nyt eller banebrydende, men fordi jeg mener, det er vigtigt, at vi husker på alle de muligheder, der er for at lære noget, og for at opleve at tillærte færdigheder har en værdi i det daglige liv. Vi skal huske på alle de små situationer, hvor barnet oplever at mestre en færdighed og at kunne anvende den i ”det virkelige liv”. Og på situationer hvor barnet oplever at få praktiske erfaringer med noget, som måske senere kan overføres til det mere teoretiske arbejde i skolen. Det er nemlig i sådanne situationer, at barnet har mulighed for at opleve at ”kunne noget”, hvilket er noget, der går lige ind på selvtillidskontoen. Det er også i de situationer, at vi giver barnet noget af svaret på de spørgsmål, som de fleste af os nok har hørt mange gange i forbindelse med skolearbejdet, nemlig: ”Hvorfor skal vi lære det? ” og ”Hvad skal vi bruge det til? ”
De ovenstående muligheder for læringssituationer gemmer sig i mange af vores daglige gøremål og altså ikke kun i julens aktiviteter. Men da julemåneden banker på, er det mulighederne for læring og træning i forbindelse med julens aktiviteter, som jeg vil uddybe herunder.
Bagning af julesmåkager
At bage indeholder flere muligheder for at træne færdigheder som læsning og skrivning og for at beskæftige sig med de forskellige måleenheder (fx kilo, gram og deciliter) i praksis. Først skal opskrifterne læses, og der skal skrives indkøbsliste og købes ind. Måske skal opskriften dobles op eller halveres. Så skal opskrifterne læses (igen) og denne gang følges og omsættes til handling. Ingredienserne skal måles af og blandes i det rette forhold. At arbejde med måleenhederne i praksis giver en god fornemmelse af størrelsesforholdet imellem fx gram og kilo.
Juleklip
At klippe julepynt er ren træning af finmotorikken og af hånd-øje koordination. Ofte skal der nemlig klippes og tegnes efter streger. Måske skal der også måles med lineal for at få stykkerne lige store, og ind imellem kan der være behov for at forstørre eller formindske en julestjerne eller en nisse. Skal der flettes stjerner skal de fleste i gang med at læse vejledningen til, hvordan det skal gøres.
Julehistorier
Både i skoler, institutioner og i mange familier er der tradition for at læse julehistorier fx i form af en julekalender-bog, hvor man hver dag læser et nyt kapitel. Højtlæsning – og egen læsning – har iflg. forskere stor betydning for børns fremtidige liv (se tidligere postet artikel på Læringsveje.dks facebookside d. 17. nov. 2017). Bøger og gode historier kan bl.a. sætte fantasien i sving og udvide vores verden og sætte den i perspektiv.
Brætspil
I mange familier er der tradition for, at man spiller forskellige former for brætspil i juledagene. Alt efter hvilket spil, man spiller, er der mulighed for forskellige former for læring. I mange spil skal man fx tælle eller lægge øjnene på terningerne sammen. I andre spil skal der læses spørgsmål op eller gættes ord. Fælles for de fleste spil er dog, at man får trænet sit mundtlige sprog, får træning i at overholde spilleregler og i at vente på tur. Alt sammen egenskaber, som man kan have glæde af at mestre ude i livet.
De ovenstående juleaktiviteter er blot eksempler på, hvilke aktiviteter, der kan være hyggelige og lærerige at beskæftige sig med i december. Det er absolut ikke mit ærinde, at de skal fremstå som en ”to-do-liste” for december måned, og dermed give anledning til dårlig samvittighed, hvis man ikke laver dem. Bloggen her er blot ment som en reminder om, at der findes muligheder for læring i masser af situationer og aktiviteter.
Som afslutning er der nu kun tilbage at ønske jer alle en dejlig december fyldt med muligheder for læring– og vigtigst af alt – med hygge og nærvær i selskab med dem I holder af.